Perlen

Perlen

Den 1. maj skulle jeg mødes med læsekredsen. Biblioteket, hvor vi plejer at mødes, var lukket, så vi havde aftalt, at vi i stedet skulle mødes hos Ulla. Hendes nabo, Søgaard, lektor og forhenværende lærer på Handelsskolen, havde vi lavet en aftale med. Han havde valgt bogen, som vi så sammen skulle analysere.

Jeg kan huske ham som en frisk og dygtig lærer på handelsskolen, som jeg godt kunne lide. Han sagde da også, at han godt kunne huske mig fra handelsskolen, det var dig, der altid sad og halvsov. Jeg valgte at tro, det var en joke.

Han have valgt bogen Perlen af forfatter John Steinbeck. Handler om en fattig indianer familie som bor i Mexico nær den Mexicanske Golf. Faderen finder en kostbar perle, og han får straks store planer. Men det går ikke, som han ønsker. En rigtig trist fortælling.  Flere af os havde læst bogen før, enten denne bog eller andre af samme forfatter.

Ingen af os har nogen professionel tilgang/måde at analysere en bog på, men jeg skal da lige love for, vi denne gang kom i dybden. Søgaard havde læst bogen masser af gange, og hver gang finder han nye ting, fordi der er så mange lag i bogen, som han belærte os om. Hver eneste sætning, ja hver eneste ord fortæller noget. Man kommer til at tænke på, om forfatteren virkelig havde ment alt det, vi denne gang fik ud af historien, ved at få det hele pillet fra hinanden.

Jeg tror, Søgaard blev skuffet, da han så listen over tidligere bøger, vi har læst. Savnede nogle klassikere, sagde han.

Vi blev enige om at mødes om et år igen, og han nævte også, at vi der skal læse forfatteren Ernest Hemingway.

Wordfeud

Jeg er så gammel, at jeg sidst i firserne/først i halvfemserne brugte meget tid på at scrabble. Jeg havde i disse år barselsorlov 3 gange, og når barnet var faldet i søvn i barnevognen, passede det sådan, at jeg lige kunne trille en tur med vognen op til min mor. Så fik vi en kop te og et spil scrabble.

Vi havde ganske bestemte regler, vi altid overholdt. Vi havde altid den grønne retskrivningsordbog liggende fremme, og var ordet ikke i den, kunne det under igen omstændigheder godkendes.

Egenavne måtte ikke benyttes. Det irriterer mig voldsomt nu, i wordfeud kan nogen gå, andre ikke.

Forkortelser brugte vi heller ikke. Fik vi C var der ikke mange muligheder. Cis, ces og cup brugte vi gerne, og en sjælden gang kunne vi få lavet et længere ord som cola og cent. CD, PC og CV var ord som slet ikke fandtes dengang, ihvertfald ikke i vores verden.

BZ var godkendt i vort spil, måske fordi man hørte meget til BZ bevægelsen dengang. BZ kan mærkelig nok ikke bruges i Wordfeud i dag og heller ikke xs, xl og max, hvorimod mange andre mindre brugte forkortelser kan bruges. Et helt normalt ord som tesi går ikke, hvorfor mon?

Ejefalds S skal jeg lige huske at bruge, da vi ikke godtog den i scrabble i “gamle dage”. Den kan man redde mange point på, men mærkelige ord man aldrig vil bruge i den virkelige verden, kommer frem så. F.eks borgs, møges, natmads, egos, skiks, kravs, nøds, naps, setes,

Bydeform kan også give sjove ord, ja i det hele taget godtages der mange mærkelige ord, som ikke kan googles eller findes i min ordbog, men de må jo findes i en eller anden bog. Hvad mener i? Jeg har mødt ord som ølle, gos, nås, båset, yp, vy, nop, lixe, jask, hejr, sil, myge, båset, goldet, dår, hejr, sil,  myge, hyt, skage, els, gi, gu

Man kan jo lave den aftale med modspilleren, at de ord man bruger, skal man kunne redegøre for. Det kan nok kun blive aktuel, hvis man kender modstanderen.

Nej, nej – nu er jeg ved at komme for langt ud. Jeg må bare indse, at wordfeud langt fra er det samme, som da jeg  scrabblede med min mor efter mere eller mindre hjemmelavede regler for mere end 20 år siden. Det er rigtig hyggeligt, man lige kan finde sin ipad frem og spille et spil, lige når man har tid og lyst, men jeg synes nu alligevel det var bedre dengang……

Kartoffeltærteklub

Den 3. april mødte jeg op på biblioteket til læsekredsens månedlige møde. Hyggeligt at se dem igen, da jeg ikke var til stede de sidste 2 gange, en gang fordi jeg befandt mig i Indien, og sidste gang fordi bilen var på værksted.

Vi havde læst bogen, Guernseys Litterære Kartoffeltærteklub skrevet af Mary Ann Shaffer. Et meget specielt navn til en bog og en for os alle også en ukendt forfatter. Det er også den eneste bog, hun har skrevet, ja det er faktisk hendes niece der har skrevet bogen færdig på grund af dødsfald.

Året er 1946 og London-forfatteren Juliet Ashton skal igang med en ny bog. Hun kommer tilfældigt i kontakt med en læseklub på øen Guernsey, en ø i den engelske kanal, ikke langt fra Frankrig. Læseklubbens medlemmer har alle en historie at fortælle, og hele bogen er en brevveksling mellem Juliet, læseklubbens medlemmer og 3-4 stykker af Juliets venner. Bogen var meget forvirrende at komme igang med, da der var så mange forskellige personer, men når man fik de første 40-50 sider overstået, gik det rigtig godt, og det var vi alle enige om. Bogen handler både om livet på øen under krigen, efter krigen og en kærlighedshistorie.

Mere Indien

Lige lidt mere om de ansatte.

Husets ansatte er et rigtigt godt team. Det ser ud til, at de er rigtig gode venner, hjælper hinanden og hygger sig sammen. Hver dag laver Kamela te til alle, så samles de og holder pause sammen.  Det kunne være fint at have et foto af dem, men jeg nænnede ikke at gå ud og forstyrre dem. Straks de ser os, rejser de sig op, de synes åbenbart, det er pinligt, at de sidder ned, når vi kommer. Det undrede mig, men det er de opdraget til, hørte jeg.

De er altid meget høflige og hjælpsomme .Da jeg et par dage lå i sengen med diaree, spurgte de bekymret til, hvordan jeg havde det. Kamela kom ind på værelset 2 gange for at se, hvordan det gik. Hun kom med noget, hun havde rørt sammen og kogt i en gryde, noget de selv bruger, når de har problemer med maven.Det var meget sødt af hende, og det kunne sikkert også have hjulpet mig, men jeg så mig ikke i stand til at spise det. Jeg havde problemer nok med at drikke noget ganske almindeligt vand, og det er jo vigtigt at få. Jeg må åbenbart have set meget dårlig ud, for de mente også jeg skulle på hospitalet (det er der lægen holder til), men det var fuldstændig uoverskueligt for mig, bare at tænke på at komme i bilen og ud på en længere køretur. Efter 2 dage kom jeg op af sengen, og så gik det den rigtige vej. Vi kunne bagefter se, at når det nu skulle være, var tidspunktet godt. En tur sydpå var overstået uden problemer, jeg var frisk inden drengene kom derud, og dårlig mave i flyveren hjem havde været ikke mindre end forfærdelig.

De ansatte har ikke så travlt, så nu har min søster fundet noget ekstra arbejde til dem. De er meget ivrige og glade for at tjene noget mere. En af vagterne skal snart giftes, så det var rigtig dejlig, især for ham.

I Indien er man jo meget glade for dyr, og man vil nødig gøre dem noget ondt.. Køer, hunde og geder løber frit rundt. Lige uden for mit værelse er en lille sø fuld af frøer, som kvækker højlydt hver aften. Først efter jeg kom hjem, hørte jeg, at Karmela 3 gange havde set en slange ved søen. Hun ville ikke sige noget om det, da hun frygtede, man ville have den fundet og slagtet. Der er også en del rotter i området, så lad da bare slangen tage nogen af dem.

En af de største oplevelser var en tur helt ind i den indre og gamle del af Chennai. Vi havde allieret os med en guide. Siddende i en richshaw og gående kom vi rundt i mange små gader med mange bitte små forretninger. En stor blanding af køer, køretøjer og krydderier, grønsager, geder og en masse spændende mennesker. Der var virkelig noget at se på.

På en tur til en Snakegarden blev det vores tur, til at blive kigget på. Da Johnsson havde sat os af og gik igang med at få kørestolen ud af bilen, stod der pludselig en stor flok voksne mænd omkring bilen. Det var tydeligt at de ikke havde set en kørestol før. Så kan man regne ud, at de handicappede ikke kommer udenfor en dør.

Det var vist, hvad jeg har at fortælle om et besøg i Indien fra den 1. til 19. februar 2012..

Opholdet i Indien

Sent om aftenen/nat ankom jeg til det fantastiske hus i Channei som min søster og mand har lejet. Efter en god nats søvn var jeg klar til at se mig omkring. Det bedste var, at fra det store køkken er der direkte udgang til haven med terasse og stor pool, hvor vandet er perfekt tempereret. Til huset er der 5 ansatte. Kamela sørger for rengøring i huset, vask og strygning af tøj og så lidt madlavning. Hun laver lidt let morgenmad og frokost, og hver dag en stor skål frugtsalat. Aftensmaden købte vi tit ude, og tog med hjem eller spiste ude.

Når jeg stop op var der 30 gr. varme, den sidste uge 32 gr. Ved sengetid ca. 29 gr. Det var en meget behagelig varme, jeg følte på intet tidspunkt den var ubehagelig.

Johnson er chauffør. Han kører hver dag Anders på arbjede og henter ham igen. Det danske firma vil ikke have, at de ansatte kører selv. Når man ser trafikken, kan man godt forstå det, det er simpelthen en oplevelse. Vejene er meget udjævne og det vrimler med busser, biler, motorcykler, små gule 3-hjulede taxier, oksekærer, cyklister, fodgængere, køer, geder og hunde.

Der er ansat 2 vagter, de sørger for at åbne og lukke porten, når der kommer biler og forskellige andre gøremål.  I haven arbejdede en gartner hele dagen, og en pool-mand kom en smut forbi hver formiddag for at tjekke den. De 2 var ansat af husejeren.

En dag var alle ansatte inviteret til frokost, det var en stor oplevelse for mig. Kamela lavede mad hele formiddagen, den lokale mad alle kunne lide. Gartneren var ikke så tryg ved at komme indenfor, det var meget uvant for ham, men han lod sig overtale. Johnson havde hans kone og 2 små piger, på 3 og 6 år med. Alle havde deres måde at spise på. Vagt, gartner og Johnsons kone spiste med fingrene, pigerne med en spiseske og os danske med kniv og gaffel. Johnsson serverede, han spiste ingenting, da han var i en periode med noget faste, og kun spiste, når det var mørkt. Om eftermiddagen var de små piger i poolen, og det var en stor oplevelse. Johnson sat på kanten og var meget nervøs. Moderen fortalte senere, at det var datterens højeste ønske engang at komme i en swimmingpool.